Jeg har det lidt blandet med det... Men i modsætning til sidste år, så har jeg faktisk lyst til at holde jul. Af sidste år, lærte jeg jo at ligegyldigt hvad jeg syntes, så det blev det altså jul alligevel. Jeg ved i dag, at det handlede om forventningsangst. Angsten for hvordan det ville blive uden min far, angsten for at bryde sammen midt i det hele af savn og ikke mindst bare angsten for angsten. For det kunne da ikke være jul uden ham? Jamen det kunne vi da ikke!
Det var jo så forkert på alle måder og det er det stadigvæk. Det er stadig forkert at han ikke er her, eller at han ikke ringer fra sit sygeleje, bare for at snakke, fordi han keder sig... Jeg bliver helt ked af det, bare ved at skrive om det, men jeg fortsætter alligevel, for det er godt for mig at gøre det.
Jo, jeg glæder mig faktisk lidt til jul. Sidste år frygtede jeg det helt vildt og det skulle bare i overståes, men i år glæder jeg mig. Jeg glæder mig til at have en hyggelig aften sammen med mine nærmeste, hvor alt er ligeså afslappet som det plejer. Som altid skal min hund jo også med, men som noget helt nyt så skal min kæreste holde jul sammen med os. Dét glæder jeg mig meget til. Hans mor er vist lidt ked af at hun ikke skal holde jul sammen med ham, men jeg synes også at det virker til at hun er glad på hans vegne. Jeg har nemlig skåret igennem og sagt at jeg VIL holde jul sammen med min familie. Jeg magter simpelt hen ikke sådan en 'børneræs' jul. -I hvert fald ikke så længe jeg kan blive fri for det ;-)
Tiden går jo og lige pludselig er det jul. Jeg har en veninde som mistede sin far ved et pludseligt dødsfald i år, kort efter nytår. Hun står i dag i samme situation som jeg gjorde for et år siden, nemlig fyldt med forventningsangst omkring det at holde jul uden sin far osv.
Løbende som jeg har talt med hende gennem året, har jeg godt kunnet mærke at jeg lige er et halvt år foran i sorgprocessen. Og sikke meget der sker i sådan en process. På en måde er det nu rart nok at kunne være med til at trøste hende og kunne sige til hende, at måden hun har det på lige nu, er helt normalt og sådanne ting. Jeg ville sgu ønske at der var nogen der kunne have sagt sådan til mig, da jeg var på det og det stadie i sorgen. Hun har også fået masser af hjælp til bearbejdelse af sorgen. Hendes præst har været fantastisk og det tror jeg hun har haft brug for. Hun har ikke som jeg og min bror, klaret det selv uden hjælp fra nogen. Jeg har haft en enkelt psykologsamtale med det palliative teams psykolog, der konstaterede at jeg var lige i processen hvor jeg skulle være. Og så tænkte jeg: "Jamen det er da sikkert godt nok, så kommer resten nok af sig selv"
Og det gør det jo. Det kommer jo egentlig når jeg ikke opdager, at lige pludselig har jeg flyttet mig. 25. december er det halvandet år siden min far døde. I forhold til at jeg inden hans død troede at jeg aldrig ville kunne leve, uden ham i mit liv, så synes jeg sgu egentlig at jeg klarer det okay :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar