Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte...

Det har været en helt vildt god juleaften. Jeg har holdt jul med min familie og for første gang også sammen med en kæreste.

Vi stod stille og roligt op ved middagstid og gjorde os klar til at tage med bussen ind til min mor. Lagde mærke til, at en af byens misbrugere var med bussen og han så bestemt ikke ud til at have en af sine gode dage, stakkels mand. Havde helt lyst til at ønske ham god jul, men kunne læse på hans attitude at han bare ville være i fred. Med bussen var også et par mænd der talte om at julen var en hård tid, selv som ædru. På vej ud af bussen vendte jeg mig lige om og kunne godt se, at deres udseende bar tydeligt præg af et liv med store mængder alkohol. Jeg håber at de fik bare en halvt så god juleaften som jeg gjorde.

Min fru mor var glad for at se både os og hunden. Min bror og hans veninde var ankommet og sad og drak kaffe. Min bror i en fin skjorte og nyklippet sad og slængede sig i en stol. Hans veninde sad stille i sofa'en, lige til min hund hilste på hende. De to er nemlig meget gode venner. Det var dejligt med en kop kaffe, det havde jeg trængt til. Fik da også lige guffet lidt konfekt, for at holde den værste sult af vejen.

Min bror og fru mor skulle i kirke og veninden stillede mobilen til at larme hvert kvarter eller noget i den stil, for at hælde vand på flæskestegen. I mens var vi tre hjemme. Jeg ved ikke lige hvem der havde sat julemusik på, men det var afdæmpet og hyggeligt. Normalt er jeg slet ikke til julemusik, men den her cd kunne jeg godt holde ud. Tog endda mig selv i at starte den forfra når den stoppede. Vi drak mere kaffe og snakken gik bedre end jeg havde forventet. Veninden gav udtryk for at hun var glad for at vi var der. Hun havde tog medbragt sin computer, men syntes at det var mere hyggeligt med selskab.

Hjemvendt fra kirke, startede min bror og fru mor en heftig aktivitet i køkkenet. Kartoflerne blev kogt, rødkålen varmet, sovsen lavet af veninden og de brunede kartofler blev perfekte, sværen på stegen blev sprød og knasende. Venindens far skulle også holde jul med os, men han lod vente på sig. Jeg ved ikke om han ikke lige kunne finde det eller hvad der skete, men til sidst besluttede vi os altså for at gå til bords.

Vi spiste og spiste, så det næsten var for meget af det gode, men det smager jo fantastisk sådan noget jule mad. Mit indre termometer gik lidt i udu, det havde det været hele dagen og jeg måtte da også lige en tur ned i gården, for at køle lidt af og en tur ind i min mors seng. Men takket være godt med panodiler, gik det over igen. Ris a la manden havde min bror lavet og hvis vi ikke var propmætte i forvejen, så sørgede ris a la manden for at vi blev det. Min bror fik mandlen og vandt en fin æske chokolade.

Efter lidt snak og slåen mave, spillede vi pakkeleg. Vi havde hver især medbragt små pakker og jeg må indrømme at jeg bare synes det hører til hos os juleaften. Det udløser så mange gode grin og smil og også lidt spænding, for beholder man nu de pakker man har samlet ind, eller ender man med ingenting? Vi har også nogle ting som går igen hvert år. Og det er blandt andet et indkøbsnet med Bollywood figurer på. I år var det en pakke der virkelig var rift om under spillet. Min mor vandt det og kender jeg hende ret, så kommer det i spil igen til næste år.

Klokken var nu ved at være rimeligt mange og gaverne blev fundet frem. Sikke et orgie... Holdt da op der var mange. Jeg skal gerne indrømme at jeg holdt et vågent øje, med den lille gave jeg vidste min kæreste havde købt til mig, men et eller andet sagde mig, at jeg skulle lade tingene gå sin gang, så det gjorde jeg.

Da der var tre gaver tilbage eller noget i den stil, kommer min kæreste og giver mig den lille gave. Jeg åbner den og som jeg vidste var det noget fra chanti (det havde jeg jo luret fordi jeg "kom til" at kigge i postkassen en dag). Jeg åbnede den lille æske og indeni lå en seddel. Jeg tænkte: "Hvad fanden har han nu fundet på?" Der står så på sedlen, at det her nok ikke lige var hvad jeg havde regnet med, men når jeg var færdig med at læse sedlen, skulle jeg ligge den fra mig og kigge op på ham.

Så siger han: "Ja jeg ved jo godt at jeg har sagt til dig hele tiden, at det der med, at man kun kan være forlovet i et år, før man skal giftes. Men det er altså noget pjat, det passer slet ikke" (og så går han ned på knæ, mens han fisker en ring op af lommen) og fortsætter: "Så derfor vil jeg lige spørge om du vil gifte dig med mig?"

Jeg var fuldstændigt målløs. Er da aldrig blevet friet til før... Men jeg fik da sagt Ja eller jeg tror at jeg svarede: "Jamen det vil jeg jeg da" ;-)

Men jeg skal da lige love for at han har taget fusen på mig. Bildt mig alle mulige ting ind og nægtet at diskutere, fordi sådan var dét bare og nu skulle jeg ikke spørge mere og sådan... Han har endda spurgt min bror om min hånd. Min far er jo død for halvandet år siden, så ham kunne han jo ikke spørge, så måtte han jo spørge min bror. Og min bror er meget stolt og beæret over at blive spurgt og det synes jeg er vildt sødt.

Jeg kan slet ikke forstå at jeg faktisk er så heldig at jeg nu er forlovet med min kæreste. Det er jo noget jeg gerne har villet, men jeg havde egentlig troet at vi bare gik til en guldsmed, købte ringe, spiste en middag og så var det dét. Jeg havde aldrig troet at han kunne finde på at fri, sådan rigtigt. Men det er sgu da super romantisk og som han selv sagde: "Så kan du lære det!"

Og ja, det kan da vist roligt at jeg kom til, på den fede måde. Det er slet ikke så tosset at han er så god til det med overraskelser :-)

Det er jul lige om lidt...

Jeg har det lidt blandet med det... Men i modsætning til sidste år, så har jeg faktisk lyst til at holde jul. Af sidste år, lærte jeg jo at ligegyldigt hvad jeg syntes, så det blev det altså jul alligevel. Jeg ved i dag, at det handlede om forventningsangst. Angsten for hvordan det ville blive uden min far, angsten for at bryde sammen midt i det hele af savn og ikke mindst bare angsten for angsten. For det kunne da ikke være jul uden ham? Jamen det kunne vi da ikke!


Det var jo så forkert på alle måder og det er det stadigvæk. Det er stadig forkert at han ikke er her, eller at han ikke ringer fra sit sygeleje, bare for at snakke, fordi han keder sig... Jeg bliver helt ked af det, bare ved at skrive om det, men jeg fortsætter alligevel, for det er godt for mig at gøre det.


Jo, jeg glæder mig faktisk lidt til jul. Sidste år frygtede jeg det helt vildt og det skulle bare i overståes, men i år glæder jeg mig. Jeg glæder mig til at have en hyggelig aften sammen med mine nærmeste, hvor alt er ligeså afslappet som det plejer. Som altid skal min hund jo også med, men som noget helt nyt så skal min kæreste holde jul sammen med os. Dét glæder jeg mig meget til. Hans mor er vist lidt ked af at hun ikke skal holde jul sammen med ham, men jeg synes også at det virker til at hun er glad på hans vegne. Jeg har nemlig skåret igennem og sagt at jeg VIL holde jul sammen med min familie. Jeg magter simpelt hen ikke sådan en 'børneræs' jul. -I hvert fald ikke så længe jeg kan blive fri for det ;-)


Tiden går jo og lige pludselig er det jul. Jeg har en veninde som mistede sin far ved et pludseligt dødsfald i år, kort efter nytår. Hun står i dag i samme situation som jeg gjorde for et år siden, nemlig fyldt med forventningsangst omkring det at holde jul uden sin far osv.


Løbende som jeg har talt med hende gennem året, har jeg godt kunnet mærke at jeg lige er et halvt år foran i sorgprocessen. Og sikke meget der sker i sådan en process. På en måde er det nu rart nok at kunne være med til at trøste hende og kunne sige til hende, at måden hun har det på lige nu, er helt normalt og sådanne ting. Jeg ville sgu ønske at der var nogen der kunne have sagt sådan til mig, da jeg var på det og det stadie i sorgen. Hun har også fået masser af hjælp til bearbejdelse af sorgen. Hendes præst har været fantastisk og det tror jeg hun har haft brug for. Hun har ikke som jeg og min bror, klaret det selv uden hjælp fra nogen. Jeg har haft en enkelt psykologsamtale med det palliative teams psykolog, der konstaterede at jeg var lige i processen hvor jeg skulle være. Og så tænkte jeg: "Jamen det er da sikkert godt nok, så kommer resten nok af sig selv"


Og det gør det jo. Det kommer jo egentlig når jeg ikke opdager, at lige pludselig har jeg flyttet mig. 25. december er det halvandet år siden min far døde. I forhold til at jeg inden hans død troede at jeg aldrig ville kunne leve, uden ham i mit liv, så synes jeg sgu egentlig at jeg klarer det okay :-)